Vanten

En vinterdag med masser af sne gik en gammel mand en tur i skoven med sin lille hvide hund. Sneen sagde knas, knas under hans støvler. Han havde et par varme røde vanter, som hans barnebarn havde strikket. Men den ene vante gled ud af lommen, og det opdagede han ikke. Plump! Der lå den, rød og lun, i den bløde hvide sne, mens den gamle mand gik videre.

Så kom en lille mus listende over sneen. "Hvad er nu det?" peb hun. "Et lille rødt hus!" Hun krøb indenfor. Der var blødt og varmt. "Her vil jeg bo," sagde hun. Så kom en frø, som hoppede og rystede af kulde. "Dunk, dunk! Hvem bor i det lille hus?" "Jeg er Mus Nasker. Hvem er du?" "Jeg er Frø Hop. Må jeg ikke nok komme ind?" "Kom indenfor!" Og nu var de to.

Så kom en hare springende gennem træerne. "Dunk, dunk! Hvem bor i det lille hus?" "Mus Nasker og Frø Hop. Hvem er du?" "Jeg er Hare Spring. Må jeg ikke nok komme ind?" "Kom indenfor!" Vanten strakte sig lidt, og nu var de tre. Så kom en ræv med en busket hale. "Dunk, dunk! Hvem bor her?" "Mus, Frø og Hare. Hvem er du?" "Jeg er Ræv Søster. Lad mig komme ind!" "Kom indenfor!" Og nu var de fire.

Så kom en ulv med kold, rød snude. "Dunk, dunk! Hvem bor i det lille hus?" "Mus, Frø, Hare og Ræv. Hvem er du?" "Jeg er Ulv Grå. Må jeg ikke nok komme ind?" "Jo, så kom dog indenfor." Mas! Nu var de fem. Så kom et vildsvin gryntende. "Øf! Lad mig også komme ind!" "Men der er ikke plads!" "Jeg nøjes med lidt!" Mas, mas! Og nu var de seks, alle sammen krøbet tæt sammen.

Så kom en stor brun bjørn, tramp, tramp, gennem sneen. "Dunk, dunk! Hvem bor i det lille hus?" "Mus Nasker, Frø Hop, Hare Spring, Ræv Søster, Ulv Grå og Vildsvin Grynter. Hvem er du?" "Jeg er Bjørn Stor," sagde bjørnen. "Må jeg ikke nok komme ind? Jeg fryser." "Men der er ikke plads!" sagde de. "Åh, vær nu rar," sagde bjørnen. "Nå... så kom da." Og med et stort mmmmas kravlede bjørnen også ind.

Nu var der syv dyr i vanten. Der var meget varmt og meget trangt. Vanten strakte sig og strakte sig og strakte sig. Maskerne sagde knirk, knirk. Musen blev skubbet helt op i tommelfingeren. "Er det ikke hyggeligt?" sagde bjørnen glad. "Meget hyggeligt," peb musen. "Lidt FOR hyggeligt!" Og lige da hørte de en lyd langt væk: "Vov! Vov! Vov!"

Den gamle mand havde opdaget, at hans vante var væk. "Åh nej, den har mit barnebarn strikket," sagde han. "Kom, lille hund, vi går tilbage og leder efter den." Så gik de tilbage gennem skoven, knas, knas. Den lille hund løb i forvejen og snusede i sneen. Og da han fik øje på den store, runde, røde vante, der vippede og vrikkede, gøede han så højt, han kunne: "Vov! Vov! VOV!"

Dyrene fik sig sådan en forskrækkelse! Ud væltede de, den ene efter den anden: bjørnen, vildsvinet, ulven, ræven, haren, frøen og allersidst den lille mus. Og så løb de hjem til deres egne varme huler i skoven. Den gamle mand samlede sin vante op. Den var blevet lidt strakt og lidt varm. "Det var da mærkeligt," sagde han og smilede. Han tog den på og gik hjem til sit varme hus, hvor hans barnebarn ventede med varm te. Godnat.