Den grimme ælling

Der var engang, på en varm sommerdag, en andemor, som sad på sin rede ved dammen. Hun ventede på, at hendes æg skulle klækkes. Knæk! Knæk! Knæk! Ud kom en blød, gul andeunge, og så en til, og så en til. "Pip, pip!" sagde de. Men der lå stadig ét æg tilbage. Det var det allerstørste af dem alle. Andemor sad og sad. Til sidst, knæk! Så væltede der en stor, grå, pjusket lille fugl ud.

"Nå, nå," sagde andemor. "Du ligner ikke de andre. Men du kan svømme rigtig godt!" Og det passede. Den grå fugl pjaskede fint af sted bagest i rækken. Men de andre dyr på gårdspladsen lo ad ham. "Sikke en stor, grim ælling!" sagde hønsene. "Se, hvor lang en hals!" sagde gæssene. Selv hans brødre og søstre sagde: "Gå din vej, din mærkelige grå ting." Og den lille grå fugl blev så, så ked af det.

"Ingen vil have mig her," tænkte han. Så en aften listede han væk gennem det høje siv. Han gik og gik, til gården lå langt, langt bag ham. Han kom til en stor mose, hvor der boede vilde ænder. "Du er meget grim," sagde de vilde ænder, "men du må godt blive, bare du ikke generer os." Så den lille grå fugl blev, helt alene, ved vandets stille kant.

Efteråret kom. Bladene blev gyldne og røde, og vinden blev kold. En aften så den lille grå fugl noget vidunderligt. En flok store, hvide fugle fløj hen over himlen. De havde lange, yndefulde halse og skinnende hvide vinger. "Åh," hviskede den lille fugl, "hvor er de smukke." Han strakte halsen op for at følge dem med øjnene, og han fik en underlig, varm følelse i hjertet, som om han kendte dem på en eller anden måde.

Så kom vinteren, kold og hvid. Dammen frøs til, og den lille grå fugl frøs helt vildt. En venlig bonde, der gik forbi, fik øje på ham, mens han rystede i sneen. "Din stakkels lille ting," sagde han blidt. Han svøbte ham i sit halstørklæde og bar ham med hjem. Bondens børn gav ham en lun kasse ved kakkelovnen og en skål korn. Og dér hvilede den lille grå fugl sig hele vinteren og lyttede til ildens knitren.

Til sidst kom foråret tilbage. Solen var varm, og blomsterne sprang ud. Den lille grå fugl var blevet større, og hans vinger føltes stærke. "Tak, fordi I passede på mig," syntes han at sige til børnene. De åbnede lågen. Han bredte sine vinger ud, og svusj, op fløj han, højere end nogensinde før, over de grønne marker til en dejlig have med en klar, blå sø.

På søen svømmede tre smukke, hvide svaner. "De vil grine af mig," tænkte fuglen, og han bøjede hovedet dybt ned over vandet. Men hvad var det, han så i vandet? Ikke en pjusket grå fugl mere. Han så en svane! En smuk, hvid svane med en lang, yndefuld hals. De tre svaner svømmede hen til ham og rørte ham blidt med deres næb. "Velkommen, bror," sagde de. "Vi har ventet på dig."

Nogle børn kom ned til søen. "Se!" råbte de. "Der er en ny svane! Han er den smukkeste af dem alle!" Den unge svane følte sig genert og var så, så glad. Han huskede dengang, han var den lille grå fugl, som ingen ville have. Nu havde han en familie og venner og hele den store himmel. "Jeg havde aldrig drømt om at blive så lykkelig," tænkte han, "dengang jeg var den grimme ælling." Og han gled hen over det gyldne vand, mens solen gik ned. Godnat.