Rødhætte

Der var engang en lille pige, som altid gik med en rød kappe og en rød hætte. Hendes bedstemor havde syet den til hende, og hun elskede den så højt, at alle kaldte hende Rødhætte. En morgen sagde hendes mor: "Bedstemor er forkølet. Vil du ikke tage denne kurv med friskbagt brød og honning med til hende? Hold dig til stien, og lad være med at tale med fremmede." "Det lover jeg," sagde Rødhætte, og så hoppede og dansede hun af sted.

Stien snoede sig gennem skoven under høje, grønne træer. Fuglene sang. Sommerfuglene dansede. Rødhætte nynnede en lille melodi. Pludselig trådte en stor grå ulv frem fra bag et træ. Han havde en lang tryne og et listigt smil. "Goddag, lille pige," sagde han med sin allersødeste stemme. "Hvor skal du hen med den dejlige kurv?" Rødhætte glemte helt sit løfte. "Jeg skal hen til min bedstemor. Hun bor for enden af stien," sagde hun.

"Hvor dejligt," sagde ulven. "Men se alle de smukke blomster! Mon ikke din bedstemor ville blive glad for en buket?" Rødhætte kiggede. Røde valmuer, blå kornblomster og gule smørblomster! "Jo, det ville hun da," sagde Rødhætte. Så gik hun væk fra stien for at plukke dem. Og mens hun plukkede, løb ulven af sted, hurtig som vinden, ad den korteste vej til bedstemors hus.

Bank, bank! "Hvem er det?" råbte bedstemor. "Det er Rødhætte," sagde ulven med en pibende stemme. Men bedstemor var en klog gammel dame. Hun kiggede ud ad vinduet og så en stor grå hale. "Det er ingen lille pige!" hviskede hun. Hurtigt som et lyn gemte hun sig i det store træskab. Ulven kom ind, fandt sengen tom og tog bedstemors natkyse og briller på. Så krøb han op i sengen og trak dynen helt op under næsen.

Lidt efter kom Rødhætte med sine blomster. "Bedstemor?" sagde hun. "Kom nærmere, mit barn," sagde en dyb stemme fra sengen. Rødhætte gik helt hen til sengen. "Bedstemor, hvor har du store ører!" "Det er for bedre at høre dig med." "Bedstemor, hvor har du store øjne!" "Det er for bedre at se dig med." "Bedstemor, hvor har du store tænder!" Og lige da fik Rødhætte øje på den store grå hale, som stak frem under dynen.

"Du er ikke min bedstemor!" råbte Rødhætte. "Hjælp!" I samme øjeblik fløj skabsdøren op. "Hjælp!" råbte bedstemor også. En skovhugger, som gik forbi, hørte dem og skyndte sig ind. "Ud med dig, ulv!" råbte han med en stor, kraftig stemme. Ulven blev så forskrækket, at han sprang lige ud ad vinduet, natkyse og det hele, og løb væk ind i den dybe skov. Han kom aldrig tilbage igen.

Bedstemor kom ud af skabet og krammede Rødhætte helt tæt. "Har du det godt, min skat?" "Ja, bedstemor. Og dig?" "Det har jeg nu," sagde bedstemor og lo. De takkede den rare skovhugger, og så satte de sig alle sammen ved bordet. De spiste det friske brød med sød honning og drak varm te. Og bedstemor satte blomsterne i en krukke, hvor de tog sig rigtig kønt ud.

Da det blev tid til at gå hjem, gik Rødhætte langs stien, og ikke en eneste gang trådte hun ud af den. "Fra nu af," sagde hun til sig selv, "vil jeg altid huske mit løfte, og jeg vil aldrig fortælle fremmede, hvor jeg skal hen." Da hun kom hjem, gav hendes mor hende et stort kram. Og den nat faldt Rødhætte i søvn i sin bløde, lune seng, tryg og tilfreds, mens hun drømte om blomster og honning. Godnat.