Skildpadden og haren

På en grøn eng boede der en hare, som kunne løbe meget, meget hurtigt. Suuus! Han kunne løbe fra den ene ende af engen til den anden, før du nåede at sige hans navn. Og det fortalte han gerne til alle. En solrig morgen kom Skildpadden langsomt gående forbi. Skridt... skridt... skridt. Haren lo. "Godmorgen, Skildpadde! Skal du et sted hen? Med den fart er du fremme i næste uge!"

Skildpadden blev ikke sur. Hun smilede bare. "Jeg er måske langsom," sagde hun, "men jeg kommer altid derhen, hvor jeg skal. Skal vi ikke løbe om kap?" Haren lo så meget, at han væltede om i græsset. "Dig? Løbe om kap med mig? Ha ha ha!" Alle dyrene kom for at lytte. "Et kapløb! Et kapløb!" pippede fuglene. "Nå, så lad os gøre det," sagde haren. "I morgen tidlig. Fra den store eg og helt hen til møllen på bakken."

Næste morgen kom alle for at se på. Den kloge gamle ugle holdt et blad op. "På plads... parat... start!" Svisj! Haren fór af sted som en pil. Han løb så stærkt, at støvet føg bag ham. Skildpadden satte den ene fod frem og så den næste. Skridt... skridt... skridt. "Heja, Skildpadde, heja!" råbte kaninungerne. Snart var haren kun en lille prik langt væk, og Skildpadden var stadig lige ved egen.

Halvvejs til møllen kiggede haren sig tilbage. Han kunne slet ikke få øje på Skildpadden. "Ha!" sagde han. "Det er alt for let. Hun kommer ikke før om mange timer. Jeg har god tid til en lille hvilepause." Han lagde sig under et skyggefuldt æbletræ. Græsset var blødt. Bierne summede. Solen var varm. "Bare en lille lur," sagde haren og gabte et stort, stort gab. Og snart sov han tungt og snorkede sagte.

Imens gik Skildpadden videre. Skridt... skridt... skridt. Hun løb ikke, og hun stoppede ikke. Hun gik forbi dammen, hvor frøerne sagde: "Bliv ved!" Hun gik forbi blomsterne, hvor sommerfuglene sagde: "Du kan det!" Hendes ben var trætte, men hun sagde til sig selv: "Langsomt og roligt. Langsomt og roligt." Og skridt for skridt kom hun op ad bakken til æbletræet.

Dér lå haren og sov tungt, med en sommerfugl siddende på næsen. Skildpadden vækkede ham ikke. Hun lo heller ikke af ham. Hun gik bare stille forbi. Skridt... skridt... skridt. Op ad bakken gik hun, tættere og tættere på møllen. Dyrene, der ventede ved målstregen, kunne næsten ikke tro deres egne øjne. "Det er Skildpadden!" hviskede de. "Skildpadden kommer!"

Til sidst vågnede haren. Han strakte sig. Han så op på himlen. Solen var ved at gå ned! "Åh nej!" Han sprang op og løb så hurtigt, som hans lange ben kunne bære ham. Suuus, suuus, suuus! Men det var for sent. Netop som han nåede op på toppen af bakken, trådte Skildpadden over målstregen ved møllen. Alle jublede. "Hurra for Skildpadden!"

Haren pustede og stønnede. Han følte sig lidt fjollet. Så rakte han poten frem. "Godt gået, Skildpadde," sagde han. "Du vandt virkelig." "Tak," sagde Skildpadden venligt. "Du er meget hurtigere end mig. Men du stoppede, og jeg blev ved." Fra den dag pralede haren aldrig mere. Han og Skildpadden blev gode venner og så mange solnedgange sammen. Langsomt og roligt. Godnat.