Drengen der råbte ulv

Der var engang en dreng, der hed Niko. Han passede fårene for sin landsby. Hver morgen førte han dem op på den grønne bakke, og hver aften bragte han dem hjem igen. Fårene gumlede græs. Skyerne drev forbi. Niko spillede på sin lille fløjte. Og dagene var meget, meget stille. "Der sker aldrig noget heroppe," sukkede Niko. "Jeg keder mig så meget."

En dag fik Niko en idé. En fræk idé. Han stillede sig op på en sten, lagde hænderne om munden og råbte: "Ulv! Ulv! Der er en ulv efter fårene!" Nede i landsbyen tabte folk alt, hvad de havde i hænderne. Bageren tabte sit brød. Bonden tabte sin rive. De greb deres stokke og løb op ad bakken så hurtigt, de kunne, forpustede og stønnende.

Da de nåede toppen, kiggede de sig omkring. Der var ingen ulv! Fårene stod og gumlede glade græs. Og Niko lå og rullede rundt i græsset og lo. "Ha ha! Der er ingen ulv! Jeg narrede jer!" Landsbyboerne var slet ikke glade. "Det var ikke sjovt, Niko," sagde bageren. "Vi forlod vores arbejde for at hjælpe dig." Og så gik de ned ad bakken igen og rystede på hovedet.

Nogle dage senere kedede Niko sig igen. "Ulv! Ulv!" råbte han. "Hjælp! En ulv!" Endnu en gang tabte landsbyboerne alt, hvad de havde i hænderne, og løb op ad bakken. Og endnu en gang var der ingen ulv. Kun Niko, der lo. "Nu narrede jeg jer igen!" Denne gang var landsbyboerne rigtig sure. "Hvis du lyver," sagde den gamle hyrde, "så vil ingen tro på dig, når du siger sandheden." Men Niko trak bare på skuldrene.

Så en aften, da solen gik ned, bevægede der sig noget ved skovbrynet. To gule øjne. En grå hale. Det var en rigtig ulv! Fårene fik øje på den og begyndte at bræge. "Mæh! Mæh!" Nikos hjerte bankede dunk, dunk, dunk. Han sprang op på sin sten og råbte af alle kræfter: "Ulv! Ulv! En rigtig ulv! Kom hurtigt, kom nu!"

Nede i landsbyen hørte folk ham godt. "Der er Niko igen," sagde bageren. "Han leger bare sine lege," sagde bonden. "Vi lader os ikke narre for tredje gang." Og ingen kom. Oppe på bakken løb fårene i alle retninger, ind i buskene og ned ad skråningen. Ulven løb rundt efter dem, men fårene var for hurtige, og snart gav ulven op og listede tilbage ind i skoven.

Men nu var fårene spredt ud over hele bakken! Niko løb ned til landsbyen med tårer på kinderne. "Der var virkelig en ulv," græd han, "og nu er fårene væk!" Den gamle hyrde så hans ansigt og vidste, at det denne gang var sandt. "Kom," sagde han blidt. Og alle tog lygter med og gik op ad bakken og kaldte: "Kom, får! Kom, får!" Et efter et fandt de hvert eneste får.

Da det sidste lille lam var i sikkerhed i folden, sagde Niko: "Undskyld. Jeg vil aldrig nogensinde lyve sådan igen." "Vi kan høre, at du mener det," sagde den gamle hyrde og klappede ham på skulderen. Og Niko holdt sit løfte. Han talte sandt hver eneste dag, og snart stolede alle på ham igen. For sandheden er som en lygte: Den hjælper alle med at finde hjem. Godnat.