Hans og Grete

I udkanten af en stor, grøn skov lå et lille træhus. Dér boede en brændehugger og hans kone og deres to børn, Hans og Grete. Huset var ikke fint, men det duftede af brød og fyrretræ. Hver aften kyssede mor dem og sagde: "Hånd i hånd, mine små. Hånd i hånd, så finder I vej." "Hånd i hånd," svarede de, og far blæste lyset ud.

En dejlig morgen gik far ud for at hugge træ, og børnene fulgte med for at plukke bær. "Bliv, hvor I kan høre min økse," sagde han. Hans havde brød i lommen, og han tabte en krumme her og en krumme der for at vise vejen. Så fik Grete øje på en lille hvid fugl. Den hoppede og sang, og de fulgte efter den, bare et lille stykke, og så et lille stykke til.

Snart kunne de slet ikke høre øksen mere. "Lad os følge mine krummer," sagde Hans. Men krummerne var væk. Skovens fugle havde spist hver eneste en! Træerne så alle ens ud, og lyset blev blødt og gyldent. Gretes læbe dirrede. Hans tog hendes hånd. "Hånd i hånd," sagde han, og hun nikkede. Langt væk sang den hvide fugl igen, og de gik mod sangen.

På en lysning stod det mærkeligste lille hus, de nogensinde havde set. Væggene var af honningkager. Taget var af kage. Vinduerne var af klart, skinnende sukker. Hans brækkede et hjørne af taget. Grete slikkede på en rude. Så lød der en knirkende lille stemme indefra. "Nasker, nasker, lille mus, hvem er det, der nasker på mit hus?" Døren gik op, og ud kom en lille, gammel kone i et lilla sjal.

"Kom indenfor, kom indenfor," sagde hun, og hun gav dem pandekager og puttede dem i seng. Men om morgenen var hendes stemme ikke så sød. "I har spist mit tag," sagde hun. "Nu skal I blive og feje mine gulve og røre i mine gryder, for evigt og altid!" Hun var en heks, og en meget kommanderende en. Hun låste hoveddøren og hængte nøglen på en krog. Hele dagen arbejdede de. Hele natten hviskede de: "Hånd i hånd."

Grete kiggede og Grete tænkte. Der var også en bagdør med en stiv træklinke. En morgen stillede hun sig ved den og så meget forvirret ud. "Undskyld," sagde hun, "hvordan virker den her klinke? Jeg kan ikke finde ud af den." "Dumme barn," snerrede heksen. "Man træder bare igennem, sådan her." Og ud trådte hun i haven. Hurtigt som et glimt skubbede Grete døren i. Klik! Ned faldt klinken. Heksen stod på den forkerte side.

"Luk op!" råbte hun. Hun rystede i døren og stampede i jorden. Men ned fra træerne kom skovens fugle, hundredvis af dem, for de havde duftet kagen. Pik, pik, pik på taget! "Hyss! Hyss! Mit hus!" råbte heksen, og hun løb efter dem, over bakken og langt væk, og den skov så hende aldrig mere. Hans tog nøglen fra krogen. Grete fyldte sit forklæde med honningkager. Hånd i hånd løb de ud i solskinnet.

Den hvide fugl fløj foran, og de fulgte efter. Så hørte de stemmer gennem træerne. "Hans! Grete!" To lygter kom svingende ad stien. Deres mor og far havde ledt hver dag og hver nat og aldrig givet op. Åh, hvor der blev krammet! Åh, hvor der blev givet næsekys! De gik hjem, hånd i hånd i hånd i hånd. Der var honningkager til aftensmad og bløde, varme senge. Mor kyssede dem. Lyset gik ud. Godnat, I små.