Askepot og glasskoen

Der var engang en sød pige, som boede sammen med sin stedmor og to stedsøstre. Stedsøstrene gik i silkekjoler og sov i bløde senge. Men den søde pige skulle skrubbe gulvene, vaske op og sove ved komfuret i køkkenet, mellem asken. Derfor kaldte stedsøstrene hende Askepot. Alligevel var Askepot blid og rar mod alle, selv mod de søstre, som var slemme ved hende.

En dag kom der et brev fra slottet. Kongens søn skulle holde et stort bal, og alle var inviteret! Stedsøstrene var så glade. "Jeg skal have min røde fløjlskjole på!" sagde den ene. "Jeg skal have den med guldblomsterne!" sagde den anden. Askepot hjalp dem med at sætte krøller i håret og binde sløjferne. "Askepot, kunne du ikke tænke dig at tage med til bal?" drillede de. "Ha! Tænk sig, pigen fra asken på slottet!"

Da de var taget af sted, satte Askepot sig ved ilden og græd stille. Pludselig fyldtes køkkenet af et sølvskær. Dér stod hendes gudmor, som var en fe. "Du ville så gerne med til bal, ikke sandt?" spurgte hun venligt. "Åh jo," sukkede Askepot. "Så tør dine øjne," sagde gudmor. "Løb ud i haven og hent mig det største græskar, du kan finde."

Askepot kom med græskarret. Gudmor rørte ved det med sin tryllestav, og svups, så blev det til en skinnende gylden karet! Seks små mus fra musefælden blev til seks fine hvide heste. En tyk rotte blev til en kusk med store knurhår, og seks firben fra haven blev til seks tjenere. Så rørte gudmor ved Askepot, og hendes gamle kjole blev til en kjole af sølv og grønt, der glimtede som stjernerne. På fødderne havde hun to bittesmå sko af glas.

"Hav en rigtig dejlig aften," sagde gudmor. "Men husk: Ved midnat holder trylleriet op." På slottet stoppede alle op og kiggede. "Hvem er den dejlige dame?" hviskede de. Ikke engang stedsøstrene kendte hende. Prinsen bukkede og bad hende om en dans. De dansede og snakkede og lo sammen hele aftenen. Askepot var så glad, at hun helt glemte tiden.

Bong! Det store ur begyndte at slå tolv. "Åh nej!" råbte Askepot. Hun løb ud af balsalen og ned ad slottets trapper. Bong, bong, bong! Mens hun løb, faldt den ene lille glassko af hendes fod. Hun havde ikke tid til at samle den op. Ved det sidste bong havde hun sin gamle kjole på igen, og hendes karet var bare et græskar, der trillede ned ad vejen. Men prinsen fandt glasskoen på trappen, og han holdt forsigtigt på den.

Næste dag sagde prinsen: "Jeg vil finde den dame, som skoen passer til." Hans sendebud gik fra hus til hus. I Askepots hus pressede og pressede den første stedsøster, men hendes fod var for stor. Den anden stedsøster klemte og klemte, men hendes fod var også for stor. "Må jeg prøve?" spurgte Askepot stille. Søstrene lo. Men skoen gled ned over hendes fod, lige så let som en handske. Og så tog hun den anden sko op af sin forklædelomme!

Stedsøstrene faldt på knæ. "Tilgiv os, fordi vi var så slemme," sagde de. Og Askepot, som havde det allersnilleste hjerte, krammede dem og sagde: "Jeg tilgiver jer af hele mit hjerte." Snart blev prinsen og Askepot gift. Askepot bad sine stedsøstre om også at bo på slottet, og de lærte at være søde. Og alle levede lykkeligt til deres dages ende. Godnat.