Løven og musen

På den brede, gyldne savanne, under et stort akacietræ, lå en løve og sov. Han var den største og stærkeste løve af alle, og han snorkede som torden. Rrrr... rrrr... En lille mus kom løbende forbi og ledte efter frø. Hun havde så travlt, at hun slet ikke så sig for. Triple-trap, op og hen over løvens store pote løb hun, og lige henover hans næse!

Løven vågnede med et stort nys. "A-TJØØ!" Med en hurtig pote fangede han den lille mus i halen. "Hvem tør vække savannens konge?" brølede han. Den lille mus rystede. "Åh, kære store Løve, jeg er så ked af det! Jeg ville ikke vække dig. Lad mig nu gå. Hvis du gør det, kan jeg måske en dag hjælpe dig også."

Løven lo så højt, at bladene rystede på træet. "Ho ho ho! Dig? Hjælpe mig? En lillebitte mus, der skal hjælpe en kæmpestor løve? Det er det sjoveste, jeg har hørt i hele år!" Men løven var ikke sulten, og musen var meget lille, og hun havde sagt undskyld på så fin en måde. "Af sted med dig, lille ven," klukkede han, og han åbnede sin pote. "Tak, tak!" peb musen. "Jeg glemmer det aldrig!" Og hun løb væk ind i det høje græs.

Nogle dage senere gik løven gennem det høje græs og ledte efter et køligt sted at hvile. Han så ikke det store rebnet, som jægerne havde gemt på stien. Svisj! Nettet faldt ned over ham. Løven rykkede. Han skubbede. Han væltede rundt. Men jo mere han kæmpede, jo hårdere sad rebene om ham. "Hjælp!" brølede han. Hans store brøl rullede hen over hele savannen, helt ned til floden.

Langt væk hørte den lille mus brølet. Hun kendte den stemme! "Det er min ven løven," sagde hun. "Han er i knibe!" De andre dyr løb væk fra den høje lyd. Men den lille mus løb den vej, lyden kom fra, så hurtigt som hendes små ben kunne bære hende. Gennem græsset, over stenene, under buskene, triple-trap, triple-trap, indtil hun fandt løven fanget i nettet.

"Bare rolig, Løve," sagde hun. "Jeg kommer og hjælper dig." "Dig?" sagde løven, men denne gang lo han ikke. Den lille mus klatrede op på nettet og begyndte at gnave i rebene med sine skarpe små tænder. Gnav, gnav, knæk! Et reb gik over. Gnav, gnav, knæk! Endnu et reb gik over. Hun gnavede og gnavede, og hullet i nettet blev større og større.

Til sidst var hullet stort nok. Løven trådte ud af nettet og rystede sin store gyldne manke. Han var fri! Han kiggede ned på den lille mus, og hans øjne var fulde af tak. "Lille ven," sagde han blidt, "jeg lo ad dig. Jeg sagde, at en mus aldrig kunne hjælpe en løve. Men du reddede mit liv. Jeg er ked af, at jeg lo." Den lille mus smilede. "Det er jo det, venner er til."

Fra den dag var løven og musen de allerbedste venner. Musen red ofte på løvens hoved, højt over græsset, og løven passede på, at ingen generede hende. Og løven huskede altid: ingen ven er for lille, og ingen venlighed går nogensinde til spilde. Under det store akacietræ så de stjernerne komme frem sammen. Godnat.