Myren og Græshoppen

Det var en lys og varm sommer. På en stor grøn mark sad en græshoppe på et højt græsstrå. Han spillede på sin lille violin og sang: "Sommer er her, og himlen er blå, åh, hvilken dejlig dag at dovne på, tra-la-la!" Han dansede og hoppede og spillede hele dagen lang. Solen skinnede, og blomsterne nikkede med til hans musik.

Dernede gik en lang række myrer forbi. Hver myre bar et hvedekorn eller et frø på ryggen. Venstre, højre, venstre, højre! "Goddag, Myre!" råbte græshoppen. "Hvorfor arbejder du så hårdt på sådan en solskinsdag? Kom og syng med mig!" "Undskyld, det kan jeg ikke," sagde den lille myre. "Vi samler mad til vinteren. Det burde du også gøre." "Vinteren?" lo græshoppen. "Den er da langt væk!"

Sådan gik det hver dag. Myrerne arbejdede, og græshoppen legede. "Græshoppe, dagene bliver kortere," sagde myren. "Masser af tid!" sang han. "Græshoppe, nætterne bliver koldere," sagde myren. "Masser af tid!" sang han igen. Og han spillede på sin violin i sin hængekøje af blade, mens myrerne fyldte deres hjem med korn og frø, rum efter rum efter rum.

Så kom efteråret. Bladene blev brune og faldt af træerne. Blomsterne lukkede deres kronblade og gik i seng. Græsset blev tørt og gult. En morgen vågnede græshoppen og rystede af kulde. Der var rim på hans hat! Han ledte efter noget at spise. Men marken var tom. Der var ingen frø, ingen blade og intet sødt græs. "Åh nej," sagde han. "Åh nej, åh nej."

Så begyndte det at sne. Blødt, hvidt og rigtig, rigtig koldt. Den stakkels græshoppe var sulten og frøs helt vildt. Han gik gennem sneen med violinen under armen, indtil han nåede myrernes hus. Bank, bank, bank. Den lille myre åbnede døren. "Græshoppe!" sagde hun. "Åh, Myre," sagde han med en lille stemme, "jeg fryser så meget, og jeg er så sulten. Jeg hørte ikke efter dig. Jeg er ked af det. Må jeg komme ind?"

Myren så på den rystende græshoppe. De andre myrer samlede sig bag hende. "Du skulle have arbejdet om sommeren," sagde en af dem. Men den lille myre sagde: "Det ved han nu. Og vi har masser at dele ud af." Så tog de græshoppen med indenfor. De gav ham et varmt tæppe og en stor skål med frø. "Tak," sagde græshoppen, og en glad tåre trillede ned ad hans kind. "Hvordan kan jeg nogensinde gøre det godt igen?"

"Tja," sagde den lille myre, "vinteren er lang, og her nede bliver der meget stille. Vil du spille en sang for os?" Græshoppen smilede sit allerstørste smil. Han tog sin violin og spillede. Han spillede glade sange og fjollede sange, og myrerne klappede og dansede. Hele vinteren fik de mad af myrerne og musik af græshoppen. Det var den muntreste vinter, myretuen nogensinde havde oplevet.

Da sommeren kom igen, spillede græshoppen stadig på sin violin. Men om morgenen arbejdede han side om side med myrerne, bar frø og sang arbejdssange, så tiden gik hurtigere. "Lidt arbejde, lidt sang og leg, så er vi klar, og vi fryser ej," sang han. Og da sneen kom det år, var alle varme, mætte og glade. Godnat.