Tommelise

Der var engang en rar kone, som ønskede sig så inderligt et barn. En klog gammel kone gav hende et bygkorn. "Plant det," sagde hun. Konen plantede det i en urtepotte, og op voksede en smuk, rød blomst, der lignede en tulipan. "Sikke en dejlig blomst," sagde konen, og hun kyssede dens kronblade. Pop! Blomsten åbnede sig. Og midt i den sad en lille pige, ikke større end en tommelfinger. Så konen kaldte hende Tommelise.

Tommelise sov i en vugge af en nøddeskal med et rosenblad som dyne. Om dagen sejlede hun i en båd af et tulipanblad hen over en tallerken med vand, og som årer brugte hun to hvide hestehår. Og hun sang med en stemme så sød og blød, at alle, der hørte hende, måtte smile. Men en nat, mens hun sov, hoppede en stor, våd tudse ind ad det åbne vindue. "Sikke en dejlig kone, hun ville blive til min søn!" kvækkede tudsen, og hun bar nøddeskallen med sig ned til åen.

Om morgenen vågnede Tommelise på et stort, grønt åkandeblad midt i åen. "Kvæk, kvæk, du skal giftes med min søn," sagde tudsen. Tommelise ville slet ikke giftes med en tudse, og hun begyndte at græde. De små fisk i åen hørte hende. "Hun er alt for sød til at bo i mudderet," sagde de. Så gnavede de stilken over på åkandebladet, og væk flød det ned ad åen og bar Tommelise langt, langt væk.

Hele sommeren boede Tommelise alene i den store skov. Hun flettede en lille seng af græs og hængte den op under et stort blad, så regnen ikke kunne komme ind. Hun spiste sød nektar fra blomsterne og drak morgendug fra bladene. Fuglene sang for hende, og hun sang tilbage. Men så var sommeren forbi. Bladene faldt, vinden blev kold, og sneen begyndte at dale ned. For lille Tommelise var hvert eneste snefnug stort som en pude.

Rystende af kulde bankede Tommelise på en lille dør nede under jorden. Det var hjemmet hos en gammel markmus. "Din stakkels lille en," sagde markmusen venligt. "Kom indenfor i min varme stue og spis med mig." Tommelise blev hele vinteren. Hun fejede gulvet og fortalte historier, og musen holdt meget af hende. Men musens nabo, en rig muldvarp i en sort fløjlsfrakke, ville gerne giftes med hende. Han var meget fin, men han hadede solskin og blomster, og Tommelise holdt ikke af ham.

En dag fandt Tommelise i muldvarpens mørke gang en svale, som lå helt stille. "Han er så kold," hviskede hun. Hun vævede et blødt tæppe af hø og lagde det omkring ham. Hver aften bragte hun ham vand i et blad. Langsomt blev svalen varm og stærk igen. "Tak, lille ven," sagde han. "Du har reddet mig." Da foråret kom, sagde svalen: "Kom med mig, Tommelise. Sæt dig op på min ryg, så flyver jeg dig til et solrigt land."

Tommelise tænkte på den mørke gang og den sure muldvarp. "Ja," sagde hun, "jeg vil gerne med!" Hun sagde et kærligt farvel til markmusen og klatrede op på svalens ryg. Op, op fløj de, over skove og bjerge, over det glinsende blå hav. Luften blev lun og sød. Til sidst kom de til et land fuldt af blomster, med et hvidt slot ved en sø, og svalen satte hende ned på en smuk, hvid blomst.

Midt i blomsten sad en lille prins, ikke større end Tommelise, med en lille guldkrone og klare, skinnende vinger. I hver eneste blomst boede et lille blomstermenneske, og han var deres konge. "Velkommen," sagde han med et smil. Alle blomsterfolkene kom med gaver, og den allerbedste gave var et par glitrende vinger. Nu kunne Tommelise flyve fra blomst til blomst! Hun havde fundet venner lige i hendes størrelse og et hjem fuldt af solskin. Og hver aften sang svalen en glad sang for hende, mens hun faldt i søvn i en rose. Godnat.