Bymusikanterne fra Bremen

Der var engang et æsel, som i mange, mange år havde slæbt tunge sække hen til møllen. Nu var han blevet gammel, og hans ben var trætte. "Jeg duer stadig til noget," tænkte han. "Jeg har en dejlig, høj stemme. Jeg går til byen Bremen og bliver musikant!" Så gik han af sted, klip-klap, klip-klap, ad den lange landevej med morgensolen på ørerne.

Snart mødte han en hund, der lå ved vejen og peb og pustede. "Hvorfor er du så træt, min ven?" spurgte æslet. "Jeg er gammel," sagde hunden, "og jeg kan ikke løbe hurtigt nok til at jage mere. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig." "Kom med mig til Bremen," sagde æslet. "Jeg spiller musik, og du kan slå på trommen!" Hunden logrede med halen. "Vov! Sikke en god idé!" Og så gik de videre sammen.

Lidt efter mødte de en kat med et ansigt så langt som en regnvejrsdag. "Jeg er gammel," sagde hun, "og jeg sidder hellere ved ilden, end jeg jager mus." "Kom med os til Bremen!" sagde æslet. "Du synger så smukt om natten." "Mjau, det vil jeg gerne!" Så mødte de en hane, der galede oppe fra en låge. "Kykkeliky! Der er ingen, der har brug for mig til at vække dem mere." "Kom med os til Bremen!" sagde æslet. "Du har den fineste stemme af os alle." Og nu var de fire.

Bremen lå langt væk, og natten faldt på. De fire venner gjorde holdt i en mørk skov. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ. Katten krøllede sig sammen på en gren. Hanen fløj helt op i toppen. "Jeg kan se et lys!" råbte han. "Der må være et hus derovre." "Et hus betyder en varm seng," sagde æslet. "Og måske aftensmad," sagde hunden. Så listede de på tæer gennem træerne hen mod det lille gyldne lys.

Æslet, der var den højeste, kiggede ind ad vinduet. "Hvad kan du se?" hviskede hanen. "Et bord fuldt af god mad," sagde æslet, "og nogle sure røvere, der tæller stjålet guld." Vennerne fik en idé. Hunden klatrede op på æslets ryg. Katten klatrede op på hundens ryg. Og hanen fløj op på kattens hoved. Én, to, tre – så begyndte deres allerførste koncert!

"I-Å!" skrålede æslet. "Vov, vov!" gøede hunden. "Mjau!" sang katten. "Kykkeliky!" galede hanen. Og alle sammen væltede de ind gennem vinduet med et brag! Røverne for op. "Et uhyre!" råbte de, for i skæret fra stearinlyset blev vennerne til én kæmpestor skygge. Røverne løb ud ad døren og langt, langt ind i skoven, og de holdt ikke op med at løbe, før det blev morgen.

De fire venner satte sig ved bordet og spiste en dejlig aftensmad. Bagefter fandt de hver deres yndlingssted at sove. Æslet lagde sig i det bløde halm ude på gårdspladsen. Hunden lagde sig bag døren. Katten krøllede sig sammen ved den varme aske i kaminen. Og hanen satte sig højt oppe på taget. De pustede lyset ud, og snart sov de alle sammen trygt og tungt.

Senere på natten listede en af røverne tilbage for at kigge. Men i mørket lyste kattens grønne øjne, hunden knurrede "Grrr!", æslet skrålede "I-Å!", og hanen råbte "Kykkeliky!" Røveren løb væk, og røverne kom aldrig mere tilbage. Og de fire venner? De kunne så godt lide det lille hus, at de slet ikke kom til Bremen. De blev der sammen og sang deres sange hver eneste dag. Og hvis du lytter godt efter i nat, kan det være, at du stadig kan høre dem. Godnat.