Kejserens nye Klæder

For længe, længe siden, i en by med røde tage ved det kolde, blå hav, boede der en kejser, som elskede nyt tøj. Han havde en frakke til hver time på dagen. Han havde en frakke til morgenmad og en frakke til frokost. Han havde endda en frakke, som kun skulle bruges til at kigge ud af vinduet. Når folk spurgte: "Hvor er kejseren?", var svaret altid det samme. "Han er i sit påklædningsværelse og prøver en frakke!"

En morgen kom to fremmede til slottets port. "Vi er vævere," sagde de og bukkede dybt. "Vi væver det fineste stof i verden. Og det er magisk stof! Den, der er dum, eller ikke er dygtig til sit arbejde, kan slet ikke se det." "Magisk stof!" råbte kejseren. "Sy mig et sæt tøj med det samme!" Han gav dem silke og guldtråd. De gemte det hele i deres tasker, og så satte de sig ved en tom væv.

Klik-klak, sagde den tomme væv. Klik-klak, klik-klak. Væverne vævede hele dagen uden noget som helst. Snart sendte kejseren sin ældste minister hen for at kigge. Den gamle mand tog sine briller på. Han kiggede på væven. Han kiggede igen. "Du milde!" tænkte han. "Jeg kan ikke se noget! Er jeg dum? Det må ingen nogensinde få at vide." Så smilede han og nikkede. "Sikke dejlige farver," sagde han. Og klik-klak, sagde den tomme væv.

Til sidst kom kejseren selv for at se det. Alle hans herrer og damer fulgte efter ham. "Er det ikke smukt?" spurgte væverne og holdt deres tomme hænder op. Kejseren stirrede. Han så intet stof. Han så ingen tråd. "Du milde!" tænkte han. "Er jeg dum? Jeg er jo kejseren! Det må ingen nogensinde få at vide." Så smilede han. "Smukt!" sagde han. "Smukt!" sagde herrerne. "Smukt!" sagde damerne. Og ikke en eneste af dem kunne se noget.

Hele natten klippede væverne i luften med deres sakse. Klip, klip, de klippede ingenting. Sy, sy, de syede ingenting. Om morgenen løftede de armene, som om de bar på noget helt let. "Her er bukserne. Her er frakken. I kommer næsten ikke til at mærke den!" Kejseren tog sit blå fløjl af og stod i sit lange uldundertøj. Væverne klædte ham på i ingenting, knap for knap. Så bukkede de, listede ud ad bagdøren og væk over bakken.

Ud i solskinnet gik kejseren med løftet hage og krone på hovedet. Trommerne sagde rum-pa-tum, rum-pa-tum. Hele byen stod og så på. Alle havde hørt om det magiske stof, og ingen ville se dumme ud. "Sikken en frakke!" råbte de. "Sikken en lang, dejlig kappe!" Hver især kiggede på sidemanden, og hver især blev ved med at smile. Rum-pa-tum, sagde trommerne. Og stadig ville ingen være den første til at sige noget.

Så lød en lille stemme fra forreste række. En lille pige sad højt oppe på sin fars skuldre, og hun kiggede og kiggede. "Men han har jo kun undertøj på!" sagde hun. Der blev helt stille på gaden. "Hørte du hende?" hviskede hendes far. Hviskeriet løb langs gaden som vind i græsset. "Kun undertøj. Kun undertøj!" Kejseren kiggede ned. Der sad hans små træknapper. Der var hans egne to knæ.

Hans kinder blev lyserøde. Så begyndte hans skuldre at ryste. "Ho, ho, ho!" lo kejseren. "Det er jeg jo!" Og hele byen lo med ham, længe og venligt. Han bukkede for den lille pige. "Tak," sagde han. "Du fortalte mig sandheden." Den aften tog han sin gamle stribede natskjorte på, den bløde med en lap på albuen. Alle kunne se den. Og den føltes varm hele vejen rundt om ham. "Det her," sagde han med et gab, "er det fineste stof i verden." Godnat.