Honningkagemanden

Der var engang en lille gammel kone og en lille gammel mand, som boede helt alene på en gård. En dag rullede den lille gamle kone noget dej ud og skar en lille mand ud af den. Hun gav ham rosinøjne, tre rosinknapper og en bred glasurmund. Så puttede hun ham ind i ovnen. Snart lød der et banken: tik, tik, tik. Hun åbnede lågen, og ud hoppede han! Væk over køkkengulvet løb han.

"Stop, stop, lille mand!" råbte den lille gamle kone. "Stop, stop!" råbte den lille gamle mand. De løb så hurtigt, de kunne, men han lo bare og kiggede sig over skulderen. "Hop og spring og løb, hvis du kan! Du fanger mig ikke, jeg er Honningkagemanden!" Ud ad døren gik det, gennem lågen og videre ned ad vejen på hans raske små honningkagefødder, mens solen skinnede på hans knapper.

Han løb forbi en ko på en kløvermark. "Muuh! Stop, lille mand!" sagde koen. "Du dufter så dejligt! Bliv og sig goddag." Men Honningkagemanden løb endnu hurtigere, og han sang: "Jeg løb fra konen, jeg løb fra manden, og jeg løber fra dig, ja, det gør jeg, ja, ja! Hop og spring og løb, hvis du kan! Du fanger mig ikke, jeg er Honningkagemanden!" Koen svingede med halen og kom travende efter ham.

Han løb forbi en hest på vejen. "Vrinsk! Stop, lille mand!" sagde hesten. "Kom herop, så lad mig lige snuse til dig!" Men Honningkagemanden løb endnu hurtigere, og han sang: "Jeg løb fra konen, manden og koen, og jeg løber fra dig, se bare, hvordan jeg gør! Hop og spring og løb, hvis du kan! Du fanger mig ikke, jeg er Honningkagemanden!" Hesten rystede med manken og kom galopperende efter ham.

Han løb forbi høfolkene ude på marken. "Stop, lille mand! Kom og del vores madpakke!" Men han løb endnu hurtigere. "Jeg løb fra konen, manden, koen og hesten, og jeg løber fra jer, det er da det bedste!" Nu var der sandelig en hel flok bag ham! Den lille gamle kone, den lille gamle mand, koen, hesten og alle høfolkene kom pustende ad vejen. Og stadig lo han, og stadig løb han, indtil han kom til en å.

Åen var bred, og Honningkagemanden standsede brat. "Jeg kan ikke svømme," sagde han. "Jeg bliver jo helt blød!" Ud af sivene kom en slank rød ræv. "Godaften," sagde ræven. "Jeg vil ikke fange dig. Jeg er bare ude at gå en tur. Hop op på min hale, så bærer jeg dig over." Så op hoppede han. "Vandet er dybt," sagde ræven. "Hop op på min ryg." Så op hoppede han. "Endnu dybere. Hop op på min snude."

På den anden bred stoppede ræven. "Du sagde, at ingen kunne fange dig," sagde han med et grin. "Og nu sidder du her på min snude." Snuf, snuf, sagde ræven. "Du dufter altså dejligt." Det var en lumsk list! Men lige over dem var der et åbent vindue med varmt lys indenfor. Hop! Op fløj Honningkagemanden og landede på vindueskarmen hos et lille bageri. Ræven kiggede op, nysede af ingefær, lo og luskede væk.

"Nå, da da," sagde bageren og børstede mel af hænderne. "Hvem er du?" "Jeg er træt af at løbe," sagde Honningkagemanden. Så satte hun ham op på en varm hylde ved ovnen. Da den gamle kone og den gamle mand kom pustende op fra færgen, sagde han: "Undskyld, at jeg løb væk." De krammede ham, og alle delte nybagt brød. Nu bor han der endnu, og han vinker til børnene. Ovnen gløder. Gaden er stille. "Du behøver ikke at løbe," hvisker han. Godnat.