Jakob og bønnestængelen

For længe siden i England boede en dreng, der hed Jakob, sammen med sin mor og deres ko, Mælkehvid. De var meget fattige. En morgen gav Mælkehvid slet ikke mælk, og grødgryden var tom. "Tag hende med på markedet, Jakob," sagde hans mor med et suk. "Sælg hende godt, og kom hjem med nogle penge til brød." Så tog Jakob rebet, og af sted gik de, klip-klap, klip-klap, ad den lange vej.

På vejen mødte han en sjov lille gammel mand med en skæv grøn hat. "Det er en dejlig ko," sagde han. "Jeg giver dig fem bønner for hende. Læg dem i jorden om aftenen, så rækker de helt op til himlen om morgenen." Fem magiske bønner! Jakob syntes, det var en rigtig god pris. Men det gjorde hans mor ikke. "Bønner? Ååh, Jakob!" Ud ad vinduet røg bønnerne, og i seng gik Jakob med en tør skorpe og et tungt hjerte.

Om morgenen var hans værelse fyldt med grøn skygge. Jakob løb udenfor. Dér stod en bønnestængel, så tyk som en lade, og toppen var helt væk oppe i skyerne. Hånd over hånd og blad for blad klatrede Jakob op, op, op. Forbi rågerne. Forbi regnen. Op, op, op, til han trådte ud på en blød hvid vej. For enden af vejen lå et slot, så stort, at dørhåndtaget sad højt over hans hoved.

En kæmpekone åbnede døren. Hun havde milde øjne. "Din stakkels tynde lille en," sagde hun og gav ham brød og mælk. Så begyndte gulvet at ryste. Bum. Bum. Bum. "Det er min mand! Hurtigt, ned i kobbergryden!" Ind kom kæmpen og snusede. "Fi, fi, fo, fum, jeg lugter en dreng med brød og krum!" "Sludder, kære," sagde hans kone. "Det er bare din aftensmad." Så satte kæmpen sig, og Jakob sad musestille som en sten.

Efter aftensmaden råbte kæmpen på sin høne. "Læg!" sagde han, og hun lagde et æg af massivt guld. Han råbte på sin harpe. "Syng!" sagde han, og den sang så sødt, at hans store hoved begyndte at nikke. Snart snorkede han. Kæmpens kone løftede låget på gryden. "Den høne og den harpe tilhørte din far," hviskede hun. "Min mand tog dem for længe siden og gav dem aldrig tilbage. Tag dem med hjem, lille ven."

Jakob puttede hønen under den ene arm og harpen under den anden. Men harpen vågnede. "Mester! Mester!" sang den. Kæmpen åbnede det ene øje. "Fi, fi, fo, fum, hvem har min harpe? Kom, kom, kom!" Bum. Bum. Bum. Hen ad skyvejen løb Jakob, og ud på bønnestængelen kom han. Hånd over hånd og blad for blad klatrede han ned, ned, ned. Højt over ham begyndte stænglen at ryste.

"Mor, øksen!" Hak, hak, hak lød det fra Jakob. Bønnestængelen gav et langt grønt suk. Den bøjede sig langsomt, langsomt og lagde sig ned over engen som et langt grønt bånd. Højt oppe i skyerne trak kæmpen sin store støvle tilbage. "For vakkelvorent," brummede han. "Og alt for småt dernede." Hans kone bragte ham en skål budding og nynnede en lille melodi. Og det, fandt kæmpen ud af, var endda bedre end en harpe.

Hønen lagde ét guldæg hver dag, og det var rigeligt. Jakobs mor købte Mælkehvid tilbage, og der var grød i gryden. Og hver aften sang den lille harpe dem i søvn. Højt oppe i skyerne blev kæmpen glad hjemme. Hvis du en sommeraften hører en dyb, blød buldren, skal du ikke være bange. Det er bare ham, der snorker. Fi, fi, fo, fum, sovetid for alle og enhver. Godnat.