Momotaro, ferskendrengen

For længe siden i Japan boede en gammel mand og en gammel kone i et lille hus ved bjergene. De var søde og glade, men de havde ingen børn. En dag, mens den gamle mand samlede brænde, gik den gamle kone ned til floden for at vaske tøj. Og ned ad floden kom der flydende en kæmpestor, rund, lyserød fersken. Den duppede op og ned, op og ned! "Nej da," sagde hun, "sikke en dejlig fersken! Den tager jeg med hjem til min mand."

Om aftenen tog den gamle mand sin kniv frem for at skære ferskenen over. Men før han nåede at røre den, sprang ferskenen op helt af sig selv. Og indeni lå en lillebitte drengebaby, som lo og viftede med armene! "Vær ikke bange," sagde babyen. "Jeg er kommet for at være jeres søn." Det gamle par blev så glade, at de græd. De kaldte ham Momotaro, det betyder Ferskendreng, og de elskede ham af hele deres hjerte.

Momotaro voksede op og blev stærk og rar. Han hjalp sin far med at bære brænde, og han hjalp sin mor med at bære vand. En dag hørte han nogle triste nyheder. På en fjern ø boede nogle store oni, barske, brummende kæmper med horn. De var kommet til landsbyerne og havde taget folks ris og skatte. "Jeg vil sejle til øen," sagde Momotaro, "og bede dem om at give det hele tilbage." Hans mor lavede en pose med søde hirseboller til rejsen.

På vejen kom en hund travende. "Momotaro, hvor skal du hen?" "Til oni'ernes ø, for at hente det, de har taget." "Vil du give mig en hirsebolle? Så følger jeg med dig!" Momotaro delte en hirsebolle med hunden, og så var den med. Så svingede en abe sig ned fra et træ og spurgte om det samme. Og så fløj en fasan med skinnende grønne og røde fjer ned til dem. Momotaro delte sine hirseboller med dem alle, og nu var de fire venner.

Sammen byggede de en lille båd og sejlede over havet. Bølgerne gik op og ned, op og ned. Fasanen fløj i forvejen og viste vej. Til sidst så de øen med de høje, mørke klipper og en kæmpestor port. "Bank, bank!" råbte Momotaro modigt. Porten knirkede op, og ud kom oni'erne. De var meget store, med krøllet hår og små horn, og de så meget overraskede ud.

"Hvem er du, lille ven?" buldrede den største oni. "Jeg er Momotaro," sagde drengen. "I har taget ris og skatte fra folk, som har brug for dem. Vil I ikke nok give det hele tilbage?" Oni'erne lo: "Ho ho ho!" Men hunden gøede, aben skrålede, fasanen baskede med vingerne, og Momotaro stod rank og rokkede sig ikke. Så holdt oni'erne op med at le. "Ingen har nogensinde talt så modigt til os," sagde den største. "Og ... og ingen har nogensinde spurgt os så pænt."

"Hvorfor tager I andres ting?" spurgte Momotaro. Oni'erne kiggede ned på deres store fødder. "Vores ø er stenet. Der vokser ingenting. Vi var sultne, og der er aldrig nogen, der besøger os." Momotaro åbnede sin pose. "Her, smag på de her." Hver oni tog en hirsebolle. "Mmm!" sagde de. "Hvor er den lækker!" "Hvis I giver skattene tilbage," sagde Momotaro, "så lærer jeg jer at dyrke hirse. Og I kan komme og handle hos os, som gode naboer."

Oni'erne sagde ja. De læssede båden med alle risene og skattene og vinkede farvel. Momotaro og hans venner sejlede hjem, og alle i landsbyerne fik det, der var deres, tilbage. Den gamle mand og den gamle kone krammede ham helt tæt. Og fra den dag dyrkede oni'erne hirse på deres ø og kom på marked hvert forår med brede smil og små gaver. Momotaro, hans forældre og hans tre venner levede lykkeligt til deres dages ende. Godnat.