Prinsessen på ærten

Der var engang en prins, som ville giftes med en rigtig prinsesse. Han rejste over hele verden for at finde en. Han mødte høje prinsesser og lave prinsesser, larmende prinsesser og stille prinsesser. Men han kunne aldrig helt være sikker på, at de var rigtige prinsesser. Der var altid noget, der ikke helt passede. Så han kom hjem igen, lidt ked af det, for han ønskede sig så inderligt at finde en ægte prinsesse.

En aften kom der et forfærdeligt uvejr. Tordenen rumlede: bum, bum! Lynene blinkede, og regnen styrtede ned som et vandfald. Så bankede det: dunk, dunk, dunk! Der var nogen, der bankede på slottets port. Den gamle konge gik selv hen og åbnede. Og derude i regnen stod en ung pige. Vandet løb ned af hendes hår og ned ad hendes kappe, ind i tåen på hendes sko og ud af hælen igen. "Godaften," sagde hun. "Jeg er en prinsesse, og jeg har faret vild."

"En rigtig prinsesse? Det skal vi nok få at se," tænkte den gamle dronning. Men hun sagde ingenting. Hun gik ind i gæsteværelset, tog alt sengetøjet af og lagde en lille, grøn ært helt nede på bunden af sengen. Så lagde hun tyve bløde madrasser oven på ærten. Og oven på madrasserne stablede hun tyve luftige dyner af fjer. Sengen blev så høj, at man måtte bruge en stige for at komme op i den!

"Din seng er redt, min kære," sagde dronningen. Prinsessen kiggede op, og op, og op. Hun kravlede op ad den lange stige, ét trin, to trin, helt op til toppen. "Godnat," sagde dronningen og pustede lyset ud. Prinsessen lagde sig i den høje, bløde seng. Vinden peb udenfor. Regnen trommede på ruderne. Og prinsessen vendte sig til den ene side, og så til den anden.

Hun vendte sig til venstre. Hun vendte sig til højre. Hun krøllede sig sammen, og hun strakte sig helt ud. Men lige meget, hvad hun gjorde, var der noget, der stak og trykkede! "Åh nej," hviskede hun, "hvad mon det er?" Hun talte får. Hun talte stjerner. Hun nynnede en lille vuggevise. Men hun kunne ikke falde i søvn. Hele natten vendte og drejede hun sig, indtil fuglene begyndte at synge om morgenen.

Om morgenen spurgte dronningen: "Har du sovet godt, min kære?" "Åh, jeg er så ked af det, men jeg fik næsten ikke lukket et øje," sagde prinsessen høfligt. "Der var noget hårdt i sengen. Det føltes som en lille sten. Jeg er helt blå og gul over det hele!" Dronningen smilede. Kongen smilede. Og prinsen smilede allermest. For kun en rigtig prinsesse kunne mærke en lillebitte ært gennem tyve madrasser og tyve fjerdyner!

"Du er en rigtig prinsesse!" sagde prinsen. Og han opdagede snart, at hun også var modig og god og rigtig dygtig til at fortælle sjove historier. De gik tur sammen i haven hver eneste dag. De snakkede om stjernerne og den stormfulde nat og den lange stige. Og det varede ikke længe, før prinsen friede til hende, og hun sagde ja.

Og den lille ært? Den blev lagt i et glasskab på slottets museum, på en blød fløjlspude, hvor man stadig kan se den den dag i dag, medmindre nogen har taget den. Og hver nat sov prinsessen i en lun og rar seng med kun én madras, én dyne og slet ingen ærter. Hun sov så godt hele natten, ligesom du skal sove i nat. Godnat.