Nisserne og skomageren

Der var engang en lille by med skæve tage, og i den boede en gammel skomager, der hed Tobias. Han arbejdede hårdt hver eneste dag og bankede, bankede, bankede med sin lille hammer. Men tiderne var svære. En aften havde han kun læder nok til ét sidste par sko. "Nå," sukkede han, "i aften skærer jeg dem til, og i morgen tidlig syr jeg dem." Han lagde læderstykkerne pænt på arbejdsbordet, pustede lyset ud og gik i seng.

Næste morgen kom Tobias ned ad trappen og gnubbede sine søvnige øjne. Og hvad mon han så? På bordet stod et par sko, helt færdige! Hvert eneste sting var lille og lige. Læderet skinnede som en kastanje. "Kone, kone, kom og se!" råbte han. Hans kone skyndte sig ind. "Hvem mon har lavet dem?" hviskede hun. Det vidste ingen. Samme dag kom en fin herre ind i butikken. Han blev så glad for skoene, at han gav penge nok til læder til to par sko mere.

Den aften skar Tobias to par sko til og lod dem ligge på bordet. Næste morgen stod de der, færdige og blanke! To kunder købte dem, og Tobias købte læder til fire par. Næste morgen var der fire par færdige. Så otte par. Så endnu flere! Snart var den lille butik fyldt med glade mennesker, der prøvede byens fineste sko. Tobias og hans kone havde brød på bordet og brænde til ilden. Men de vidste stadig ikke, hvem deres hjælpere var.

En nat, lige før vinteren kom, sagde Tobias: "Kone, skal vi holde os vågne og se, hvem der hjælper os?" "Ja, det vil jeg gerne," sagde hans kone. Så de lod et lys brænde, og de gemte sig bag frakkerne, der hang i hjørnet. De ventede og ventede, musestille begge to. Uret sagde tik-tak, tik-tak. Byen faldt i søvn. Og så, ved midnat, hørte de en lille, lille lyd: trip, trap, trip, trap.

To små nisser kom hoppende hen over gulvet! De klatrede op på arbejdsbordet. De tog nålene og de små hamre, og så gik de i gang. Sting, sting, bank, bank! Deres fingre fløj så hurtigt, at skomageren næsten ikke kunne se dem. De nynnede, mens de arbejdede. Men Tobias lagde mærke til noget. Nisserne havde ingen sko på fødderne, og deres tøj var tyndt og fuldt af huller. Da arbejdet var færdigt, sprang de ned og løb ud i natten.

"De søde små nisser har hjulpet os så meget," sagde konen næste morgen. "Men de må fryse. Lad os lave noget varmt til dem." "Sikke en dejlig idé," sagde Tobias. Så syede konen to små skjorter, to små jakker og to par bløde uldsokker. Og Tobias lavede to par helt små støvler, de mindste og blødeste støvler, han nogensinde havde lavet. Den aften lagde de gaverne på bordet i stedet for læder. Så gemte de sig igen.

Ved midnat kom nisserne trip, trap ind. De klatrede op på bordet for at arbejde, men i stedet fandt de gaverne! Deres øjne blev store og runde. De tog skjorterne på og jakkerne og sokkerne og støvlerne. De så på hinanden, og de lo og lo. Så dansede de! De dansede hen over bordet, hen over stolene og lige ud af døren, mens de sang en glad lille sang om deres varme, nye tøj.

Nisserne kom aldrig tilbage for at lave sko igen. Men det gjorde ikke noget. Tobias havde lært deres kunster, og hans butik gik godt resten af hans dage. Hver vinter, når sneen faldt blødt, sad han og hans kone ved ilden og smilede. "Jeg håber, vores små venner har det varmt i nat," sagde de. Og et sted under stjernerne havde to små nisser i små støvler det også varmt og godt. Og så er historien slut. Godnat.